Fuldkeramik

 
Helkeramiske restaureringer
Kravene til æstetik bliver større og større, og derfor kommer man ikke udenom helkeramiske løsninger med tandbesparende præparation og optimal æstetik.
Desværre er disse restaureringer meget teknikfølsomme. Præparation og aftryksfasen er enkel, idet man blot skal overholde de her i hæftet anviste præparationsvejledninger.
Men cementeringen er vanskelig og tidskrævende.
Derfor disse få ”hints” for at gøre arbejdet mere overskueligt.
 
Helkeramiske løsninger inddeles i 4 grupper:
  1. Procera AllCeram – til front og præmolar
  2. Zirconia – til præmolar og molar
  3. Impress / Finess – inlay og onlay molar
  4. Håndoplagte facader – til fronttænder med høje æstetiske krav
Fælles for alle 4 er, at de skal forbehandles på laboratoriet inden cementering på klinikken!
Dette er nødvendigt for at opnå både kemisk og mekanisk binding. Restaureringer indenfor gruppe 3 og 4 skal flus-syreætses på laboratoriet. Det er meget vigtigt, at dette sker på laboratoriet, fordi der skal anvendes forskellige syrekoncentrationer, alt efter hvilket fabrikat porcelæn, man anvender. Endvidere er det uhyre vigtigt, at den meget giftige og ætsende flus-syre bliver fjernet 100%.
 
I praksis sker det ved, at syren skylles af under rindende vand, hvorefter restaureringen damprenses ved 1300 C og 2 atmosfæres tryk. Arbejdet afleveres i en æske med vat og må ikke sættes retur på gipsmodellen igen!
 
For gruppe 1 og 2 gælder, at der skal sandblæses med 110 my aluminiumoxid, og herefter »rocatech« - behandles (sandblæses med specialcoatet sand, som bevirker at restaureringen i det sandblæste område coates med siliciumilte, således at man ved cementering med en dual-cement får en kemisk og mekanisk binding). Herefter renses restaureringen i alkohol i ultralyd.
 
Valg af cement
 
Til gruppe 1 og 2:
Følgende cementer anbefales: Panavia F, Panavia 21, Panavia F 2,0 (med eller uden primer) eller Variolink II (med Alloy-Primer!).
 
Til gruppe 3:
Her kan også anvendes Panavia og Variolink fra Ivoclar Vivadent. Alternativt kan også RelyX Unicem fra 3M ESPE anvendes.
Sidstnævnte kræver ikke forbehandling med adhæsiv af tanden.
 
Til gruppe 4:
Her er det en fordel at anvende en rent lyspolymerisende plastcement. Materialemuligheder er f.eks. Variolink II fra Ivoclar Vivadent eller RelyX Veneer fra 3M ESPE.
Her findes forskellige farver med indprøvningspasta, så rette farve kan findes inden cementering.
Der er en fortløbende udvikling indenfor cementområdet, så det er vigtigt at følge brugsvejledningen for den valgte cement.
 
Cementering
  1. Efter indprøvning renses restaureringen med 37 % fosforsyre. Skyl grundigt med vand i 1 min. og blæs forsigtigt tørt. Dehydrer med absolut alkohol og tørlæg igen.
  2. Forberedelse af tanden: Følg producentens anvisninger til bonding (ED Primer ved Panavia 21 og F).
  3. Forberedelse af restaureringen: ved cementering med Panavia er det ikke nødvendigt at silanisere. Ved cementering med visse andre cementer anbefales silanisering.
  4. Applicer et tyndt lag cement i restaureringen og sæt den forsigtigt på plads i munden.
  5. Lyshærd (Panavia F) og fjern overskud. Følg producentens anbefalinger.